Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Tandpleje og tandbehandlinger hos hunde


Din hunds tænder kræver pleje!

Hundens tænder

Hunden har 42 permanente tænder, og de kræver pleje ligesom hos dig selv. Madrester, spyt og bakterier danner en belægning (plak) på tønderne. Hvis plakken ikke fjernes, dannes tandsten og tandkødsbetændelse. Tandsten er i sig selv ikke skadeligt, men giver en ru belægning på tænderne, som får mere plak til at sætte sig fast.

Tandkødsbetændelse kan føre til paradentose, som er en betændelse i både tandkød og kæbeknogle. Paradentose forårsager en nedbrydning af det knoglevæv som holder tænderne fast og giver derfor løse og ømme tænder. Bakterier i mundhulen hos dyr med paradentose kan spredes med blodet til andre organer og dermed medføre alvorlige sygdomme.

Svært at se om hunden har tandsmerter

Sygdomme i tænder og mundhule er ikke umiddelbart synlige for ejeren. Symptomer er ligeledes svære at se, da hundens overlevelsesinstinkt gør, at hunden spiser trods tandpine. Ofte oplever hundeejere først, at hunden har haft et tandproblem, når tandbehandlingen er gennemført. Deres før lidt triste og reserverede hund bliver pludselig mere glad og tilfreds igen.  

Tandrensning kan være nødvendigt

Det er vigtigt at hunden i forbindelse med det årlige sundhedseftersyn også får undersøgt sine tænder. Hvis der ved denne undersøgelse findes et problem, anbefales en undersøgelse og tandrensning, hvilket foregår i fuld bedøvelse. Tandrensning foregår med en moderne ultralydsrenser (ligesom hos din egen tandlæge) samt en polering, så emaljen igen bliver glat.

For at vedligeholde denne glatte emalje og forebygge yderligere tandproblemer er daglig tandbørstning det bedste du kan gøre for din hund. Det er nemt, billigt og meget effektivt. Dog kræver det en vis tilvænning og det er vores anbefaling, at du allerede starter når hunden er hvalp og endnu ikke har tandproblemer.

Brug en velsmagende hundetandpasta med plak nedbrydende effekt såsom Bucadog Paste. Der findes desuden foder og tyggebarer, som virker tandrensende.

Har din hund knækket en tand?

En knækket tand er en smertefuld tilstand, som kan afstedkomme betændelse og dannelse af en tandbyld. Er skaden lige sket kan der udføres rodbehandling. Er skaden af ældre dato, må tanden trækkes ud.

Pris – tandbehandling hos hund

For at gennemføre en korrekt mundhuleundersøgelse og tandrensning er det nødvendigt at lægge hunden i fuld bedøvelse. Hver enkelt af hundens 42 tænder undersøges og tandkødslommer bliver målt. Er der tandkødslommer af en vis dybde eller knækkede tænder, er det nødvendigt at tage røntgenbilleder af tænderne. Dette viser graden af paradentose eller de knækkede tænder.

Det er desværre ikke muligt at give en fast pris på hele tandbehandlingen, da behandlingen afhænger af, hvad der bliver fundet ved den indledende undersøgelse som består af tandrens, mundhuleundersøgelse og tandrøntgen.

Medmindre vi på forhånd har en fast aftale om hvilke behandlinger vi må udføre, vil vi altid ringe til dig, inden vi går i gang med selve tandbehandlingen. Vi vil så informere dig om hvilken behandling vi anbefaler samt omfang og pris.