Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Er dit kæledyr overvægtig?


Vægtkonsultation af kæledyr

Vi ser en øget tendens til overvægt blandt vores kæledyr. Studier viser, at op til 46,6% af hunde og 40% af katte i Danmark er overvægtige. Vi vil på Stenløse Dyreklinik meget gerne være med til at bringe disse kedelige statistikker ned for det enkelte dyrs samt ejers skyld. Derfor tilbyder vi vægtkonsultationer.

Hvad skyldes overvægt?

Overvægt skyldes oftest, at dit kæledyr indtager flere kalorier end det forbrænder. Dette kan ske ved indtagelse af for meget foder og/eller forkert fodring samt for lidt motion.

Et eksempel på forkert foder kan være, at du giver din lille hund på 5 kg. en frikadelle som godbid. Det svarer rent faktisk til, at du giver en voksen mand 16 frikadeller som et mellemmåltid.

Vi ser især en øget tendens til overvægt efter kastrationer og i mindre grad sterilisationer. Overvægt ses desuden også hyppigere med alderen hos både hund og kat.

Desuden kan overvægt forårsages af enkelte hormonelle lidelser, ligesom appetitten kan øges af visse former medicin.

Hvilke konsekvenser kan overvægt have?

Overvægt har store konsekvenser for vores kæledyrs helbred, idet tilstanden kan forårsage og forværre mange sygdomme såsom:

  • Ledproblemer, f.eks. gigt
  • Lungesygdomme
  • Hjertesygdomme
  • Leversygdomme
  • Sukkersyge
  • Mave/tarm-problemer, f.eks. forstoppelse
  • Problemer med bugspytkirtlen
  • Hudsygdomme
  • Kræft
  • Nedsat modstandskraft ved infektionssygdomme
  • Nedsat levetid
  • Nedsat livskvalitet
  • Øget risiko ved bedøvelse og kirurgisk indgreb

Hvordan behandles overvægt?

  1. Foder

Vi anbefaler ofte foderændringer til et slankefoder. Slankefoderet indeholder et højt protein- og fiberindhold, hvilket vil få hunden eller katten til at føle sig mæt uden at indtage for mange kalorier. Den daglige fodermængde måles op, så der ikke er tvivl om, hvor meget foder dyret har fået. Godbidder tages fra den opmålte daglige fodermængde og kan eventuelt gives i foderbolde eller andet legetøj.

  1. Motion

Sørg for at motionere din hund eller kat. Motion øger forbrændingen og giver øget velvære. Indekatte kan også motioneres/aktiveres ved hjælp af diverse legetøj, som vækker deres jagtinstinkt.

  1. Vægttabsprogram og vejninger

Hos os kan din hund eller kat deltage i et vægttabsprogram, hvor der ud fra dyrets vægt og kropsbygning udregnes en daglig fodermængde. Det er vigtigt at din hund eller kat bliver vejet mindst én gang om måneden, så vi løbende kan justere fodermængden.