Ofte stillede spørgsmål i klinikken

Om dyreklinikken, kæledyr og behandling

Har du spørgsmål omkring vores dyreklinik, så kan du finde svar lige her. Vi har samlet de oftest stillede spørgsmål, der gør det nemt og hurtigt for dig at finde lige det, du søger.

Fremgår dit spørgsmål ikke her eller mangler du anden information, så er du altid velkommen til at kontakte os.

Stenløse dyreklinik

Hvordan bestiller jeg en tid til konsultation?

Vores telefon er åben for tidsbestillinger mandag, tirsdag, onsdag og fredag fra 8.30-12 og igen fra 14-17, torsdag fra 8-12 og igen fra 14-18.  Har du brug for at tale med en dyrlæge, kan du ringe mellem kl. 13 - 14.

Ring og bestil tid på telefon 47 17 35 20 eller skriv en mail til info@stenlosedyreklinik.dk.

Hvordan forbereder jeg mit kæledyr til et dyrlægebesøg?

Nogle kæledyr kan blive nervøse og utilpasse før et dyrlægebesøg. Vi giver 3 gode råd til, hvordan du bedst muligt kan forberede dit kæledyr og gøre det til en god oplevelse:

  • Skab tryghed: Tag nogle ting med, som dit kæledyr forbinder med tryghed. Det kan for eksempel være det tæppe, den normalt bruger, et yndlingslegetøj eller en godbid.
  • Husk transportkassen eller hundesnoren: I dyreklinikken kan der være andre dyr, og derfor anbefaler vi, at du bruger en transportkasse eller en snor.
  • Vær selv rolig: Dit kæledyr kan mærke på dig, hvis du er nervøs. Så vær selv så afslappet så muligt, tal med en rolig stemme og giv dit kæledyr et ekstra klap.

Tilbyder Stenløse Dyreklinik også hjemmebesøg?

Ja, under særlige omstændigheder tilbyder Stenløse Dyreklinik også hjemmebesøg, såkaldt sygebesøg. Det kan for eksempel være i tilfælde, hvor dit kæledyr bliver meget stresset ved dyrlægebesøg, eller hvis det skal aflives.

Skal min kat vaccineres?

Ja - vi anbefaler i høj grad, at din killing/kat bliver vaccineret. Det gælder både for inde- og udekatte. Din kat kan nemlig blive ramt af forskellige sygdomme, som for eksempel kattesyge og katteinfluenza.

Både kattesyge og katteinfluenza er meget smitsomme, og i alvorlige tilfælde overlever katten ikke. Hos Stenløse Dyreklinik tilbyder vi et årligt vaccinationsprogram mod begge sygdomme og andre.

Hvornår skal en kat steriliseres / kastreres?

Det bedste tidspunkt at neutralisere sin kat varierer lidt alt efter størrelse og race. Vi anbefaler kastration af hankattene inden de begynder at strinte og sterilisation af hunkattene inden de kommer i løbetid og kan blive drægtige. Det er dog bedst hvis kattenes organer er fuldt udviklede, hvorfor man helst skal vente til omkring 5 måneders alderen.

Min kat kaster op - hvad skal jeg gøre?

Det kan sagtens ske, at din kat kaster op, uden at det er noget alvorligt. Det kan for eksempel ske, hvis den har slugt noget, eller hvis den har fået en omgang dårlig mave. Det er vigtigt at holde øje med, om din kat fortsat drikker vand eller ændrer humør.

Kontakt dyrlægen, hvis din kat fortsætter med at kaste op, ikke drikker vand eller virker nedstemt. Hos Stenløse Dyreklinik vil vi blandt andet undersøge din kat og tage prøver, så vi hurtigst muligt kan finde ud af, hvad der forårsager opkastningerne.

Hvor længe er en kat gravid?

En kat er drægtig i cirka 63 dage. Det præcise antal dage kan variere lidt, for det tager ofte et par parringer, før katten er drægtig.

Når katten er drægtig, bliver den større om maven, og dievorterne bliver også mere tydelige og fremtrædende.

Hvornår skal hunde vaccineres?

Hvis der er tale om en hvalp, så vil den første vaccine blive givet når hvalpen er omkring 8 uger gammel. Hvalpen skal revaccineres når den er 12 og 16 uger

Hvad er tegn på borrelia hos hunde?

De mest forekommende tegn på borrelia/borreliose hos hunde er:

  • Feber
  • Ændret adfærd
  • Ømme led og muskler

Andre alvorlige symptomer på borrelia er:

  • Lammelse i hundens hoved
  • Epileptiske anfald
  • Forstyrrelser i hjertets funktion

Kontakt os hurtigst muligt på 47 17 35 20 hvis du har en mistanke om at din hund har fået borrelia.

Min hund har tynd mave i flere dage - hvad skal jeg gøre?

Din hund kan få tynd mave af flere forskellige årsager. I første omgang kan du give den skånekost for at hjælpe maven lidt på vej.

Du kan også prøve at give den kogt ris og kogt kylling - og gerne i flere, små portioner, da hundens appetit kan være nedsat. Hold øje med, hvor meget hunden spiser og dens afføring.

Kan du ikke få din hund til at spise noget, og virker den mat, så er det vigtigt, at du kontakter en dyrlæge.

Hvor længe er en hund gravid?

I gennemsnit er en hund drægtig i 63 dage, svarende til 9 uger. Det kan dog variere mellem 54 og 72 dage, alt efter hvornår parringen lykkes.

Omkring uge 4 vil man kunne se og bekræfte drægtigheden med en ultralydsscanning.

Hvorfor spiser hunde græs?

Mange hunde kan godt lide at tage en bid af græsset - og det behøver bestemt ikke at være farligt. Der kan være forskellige årsager til, at din hund spiser græs:

  • For det første er det vigtigt, at hundens kost består af de fibre, vitaminer og mineraler, den har brug for. Ellers kan det nemlig være et tegn på, at hunden mangler noget i sin kost.
  • Andre gange spiser hunden græs for at afhjælpe maveproblemer. Hunde kan have svært ved at fordøje græs, og det kan være en måde at få et maveonde igennem systemet - den ene eller anden vej.
  • Nogle hunde spiser simpelthen græs, fordi de keder sig. Prøv at aktivere eller udfordre din hund, når I er på tur.

Kontakt din dyrlæge, hvis du har brug for mere information.

Min hund har spist chokolade - er det farligt?

Hunde kan ikke tåle chokolade, og indtagelse af chokolade vil medføre en forgiftning. Hvor farligt det er, afhænger af mængden og typen af chokolade.

I chokolade findes stoffet theobromin, som hunde fordøjer meget langsomt, og det har derfor tid til at påvirke forskellige funktioner i hundens krop.

Theobromin forekommer i forskellige mængder, alt efter hvilken type chokolade, der er tale om. For eksempel er der i mælkechokolade cirka 2 mg/g - hvorimod der i mørk chokolade er mellem 10-28 mg/g.

Vi anbefaler, at du kontakter en dyrlæge hurtigst muligt, hvis din hund har spist chokolade - og vær opmærksom på, at symptomerne først kan vise sig flere timer efter.

Hvad må hunde ikke spise?

Selvom din hund tigger og beder, så er der visse ting, som du ikke må fodre din hund. Disse madvarer kan give forgiftningssymptomer og i sidste ende være dødelige:

  • Chokolade
  • Avocado
  • Vindruer og rosiner
  • Nødder
  • Løg og hvidløg
  • Slik og tyggegummi
  • Kaffe, the og cola
  • Alkohol
  • Stenfrugt - som sten og kerner fra æbler, kirsebær, blommer og abrikoser
  • Gærdej

Graden af alvorlig forgiftning hænger sammen med vægten og størrelsen på din hund. Kontakt altid en dyrlæge, hvis din hund viser symptomer på forgiftning

Rejse med kæledyr

Har mit kæledyr brug for et pas?

Hvis du skal have dit kæledyr med til udlandet, så har du brug for et gyldigt pas. Her hos Stenløse Dyreklinik kan vi udstede passet.

Udover passet, skal du være opmærksom på, at dit kæledyr skal være både chippet og registreret - for eksempel i Det Danske Katteregister eller Dansk Hunderegister.

Husk altid at orientere dig i god tid inden afrejse på Fødevarestyrelsens hjemmeside for særlige krav eller regler: https://www.foedevarestyrelsen.dk/Dyr/Rejse_med_kaeledyr/Sider/Rejse_med_kaeledyr.aspx

Skal mit kæledyr vaccineres inden udlandsrejse?

Hvis du vil rejse til udlandet med dit kæledyr, skal den vaccineres mod rabies. For nogle lande gælder der flere regler, og der skal for eksempel også gives ormekur mod bændelorm.

Husk også, at dit dyr skal have et pas og skal være chipmærket.